I papyrus Ebers fra ca. 1500 f.v.t. findes den ældste beskrivelse af en diabeteslignende tilstand, altså på samme tid som Moses skrev de 5 mosebøger.

“Sød urin” er beskrevet 1100 år senere i den indiske Veda-litteratur. Begrebet diabetes menes anvendt af grækerne i 200-tallet.

Den græske læge Aretaios fra Kappadokien beskrev som den første sygdommen som en tilstand med rigelig vandladning og “tab af kroppens kød” (afmagring).  Navnet Diabetes betyder ‘ gennemløb’  og mellitus som betyder ‘af honning’. Dengang var det stort set kun, det vi i dag kalder, type 1 der var kendt, da det er en sygdom hvor primært børn sygner langsomt hen og dør. Deraf opfattelsen af at de døde fordi deres krop blev urineret ud.

Den græske læge Galenos mente, at diabetes mellitus var en nyresygdom — en opfattelse, der holdt sig, til man i 1700-tallet opdagede, at også blodet smagte sødt ved diabetes mellitus.

I 1800-tallet observerede læger at der også fandtes en type som ramte ældre tykke mennekser, som døde eller fik koldbrand i fingre og fødder, samt at denne forsvandt under krige hvor der var fødevareknaphed.

Det førte til nogle kure med lavt kulhydratindhold som kurerede disse pateinter, men som fremskyndede døden for type 1 patienter.

Beviset for bugspytkirtlens centrale rolle for sygdommen kom i 1889, da den tyske læge Joseph von Mering (1849-1908) og Oscar Minkowski påviste, at hunde udvikler diabetes mellitus, når bugspytkirtlen fjernes. Det blev klart, at type 1-diabetes er knyttet til celleøer i bugspytkirtlen (Langerhanske øer), der måtte indeholde et hormon med betydning for kulhydratstofskiftet. Hormonet fik navnet insulin i 1909, men først efter mange forsøg blev det isoleret i 1921 af Banting og Best i Toronto.

Den første patient blev behandlet januar 1922, og allerede i 1923 blev de første danske patienter behandlet med insulin fremstillet af H.C. Hagedorn og August Krogh.

Livsudsigterne ændredes radikalt for patienterne, og type 1-diabetes blev en sygdom, man kan leve med i mange år. Man troede også at man kunne behandle type 2 med insulin, men tiden har vist at det fremskyndede døden for type 2 patienter.

I de senere år har WHO fastlagt de to hovedtyper, 1 og 2, og behandler man dem efter deres respektive årsager har vi nu behandlinger der kan forhindre død og tab af lemmer og livskvalitet.